Anbefaling: Ikke et vikarbureau som andre

Ikke et vikarbureau som andre

“Jeg fandt ikke Labvikar….Labvikar fandt mig.”

Historien om Labvikar og jeg er lidt pudsig. Jeg er uddannet laborant, men har “kun” erfaring indenfor sygehusvæsnet og har arbejdet på forskellige afdelinger på OUH. Ved et tilfælde er det mig der en dag står og skal tage blodprøver på Rikke Merton. Hun kigger på mit navneskilt hvor der står “laborant” og siger :”Hva… nu du er uddannet laborant, hvordan er mulighederne for job så, hvordan er du endt her og hvordan er det med lønnen?” Jeg bliver egentlig lidt paf for det er ikke lige den slags spørgsmål patienter plejer at stille:-) (Men sådan er Rikke) Men vi snakker lidt om det og Rikke nævner hun er i gang med ,at starte et vikarbureau op for laboranter osv. så hvis jeg en dag får brug for det, så skal jeg være velkommen hos Labvikar. Kort tid efter læser jeg om Labvikar og følger Rikke og Labvikars udvikling.

På det tidspunkt har jeg fået et handicappet barn og kan derfor ikke arbejde fuldtid mere, da der er en del hensyn der skal tages i dagligdagen og jeg mister mit job. Jeg er igen inde på Labvikars hjemmeside men får ikke gjort noget ved det og tænker at der alligevel ikke sker noget, det er jo bare et vikarbureau som så mange andre, hvor man står i et kartotek og aldrig kommer ud. Men sådan skulle det ikke være.

Pludselig en dag ligger der en mail fra Labvikar, at jeg gerne må kontakte dem. Det forstod jeg ikke noget af, mit CV lå jo “kun” på www.jobnet.dk. Men Rikke havde læst mit CV derinde og havde lige en stilling til mig. Jeg læste stillingsopslaget og kontaktede Labvikar for, at sige, jeg desværre ikke kunne varetage stillingen, da jeg i forvejen har været så heldig, at have 2 dage om ugen i en lægepraksis. “Det er slet ikke noget problem” siger Rikke, “du tager de dage du kan og kan du for øvrigt starte på mandag?” Det gjorde jeg og jeg har aldrig fortrudt.

Jeg er nu i mit 2. vikariat for Labvikar og jeg oplever og lærer en masse spændende ting og jeg glæder mig hver gang jeg skal på arbejde. Det er helt fantastisk at kunne gå på arbejde med god samvittighed og samtidig kunne passe mit handicappede barn. Labvikar er bestemt ikke et vikarbureau som andre og Rikke er helt fantastisk. Hun går meget op i sine kandidater og om de kommer de rigtige steder hen, bliver behandlet godt og trives der hvor de er. Rikke Merton gør sit fodarbejde til punkt og prikke både for kandidater og kunder. Hun tager så vidt muligt ud og besøger kandidaterne hos kunden og vil altid gerne lige have en tilbagemelding når man har været af sted.

Så 1000 tak Rikke, fordi du er som du er, og tak fordi du har stablet Labvikar på benene.
Glæder mig til et godt og langt samarbejde.